
Mit navn er Georgia. Jeg er forfatter og kunstner. Og så blev jeg diagnosticeret med skizofreni i 2012, efter en syv måneders lang indlæggelse.
I dag er jeg velbehandlet for min sygdom og er kommet langt i min recovery. Jeg vil gerne bruge min historie til at inspirere andre (se siden Mine produkter for at finde min første bog, “Georgias Stemme(r)”, der netop omhandler mit liv med skizofreni). Og det var denne tanke, der førte til, at jeg oprettede en hjemmeside, hvor jeg kunne lade min passion for at “lede” skinne igennem – godt nok på en anderledes måde, end man måske normalt tænker, at en leder “ser ud”.
Jeg er ikke kvindelig topchef. Og kommer heller aldrig til at blive det, grundet de begrænsninger, min sygdom har sat. Men jeg brænder stadig for at “vise vejen” og gå forrest. Jeg er ambitiøs i alt, hvad jeg foretager mig, og drevet for at opnå succes – tror, jeg har fået “konkurrence-genet” fra min far … 😉
Derfor gør det mig rigtig glad, når jeg får positiv feedback fra læsere af “Georgias Stemme(r)”. Ikke blot, fordi det altid har været min store drøm at blive udgivet forfatter – men fordi, at andre rent faktisk har stor gavn af, at jeg har stået frem og fortalt min historie. Jeg får regelmæssigt positiv feedback fra pårørende, professionelle i psykiatrien, og skizofrene selv, der takker mig for at have delt mine oplevelser med sygdommen, der i øvrigt rammer ca. 1 ud af 100 (og IKKE er personlighedsspaltning!).
Da jeg trykkede ”udgiv” for første gang – på mit første indlæg – på min første blog – i 2016, anede jeg ikke, hvad det ville føre til. Jeg havde bare selv manglet inspiration fra ”rollemodeller”, jeg kunne spejle mig selv og min nye diagnose i. Så på en måde skabte jeg det, jeg selv havde ønsket at finde – samtidig med, at jeg fik udtrykt mig selv på den måde, jeg gør det bedst: Skriftligt.
Nå, men nok om mig. 😉 Hvordan ser en leder ud for dig? Hvordan er DU leder? Skriv til mig på blogger.georgia@gmail.com – jeg vil meget gerne høre din historie …